English


Det dejligste sted - ALT er godt

"Min kæreste og jeg har holdt 2 ugers ferie på Casa Antonietto og vi boede i Casa Piccola og vi har virkelig nydt det! Her er helt stille og fra den lille terrasse foran huset kunne vi nyde den smukkeste udsigt ud over bjergene. Det er en lise for sjælen at være på dette smukke og rolige sted. Den første uge var der meget varmt, så det var godt at være på de skyggefulde terrasser ved huset og at kunne blive kølet af i poolen. Lisbeth Myrfeld er meget hjælpsom med tips til steder at spise og steder at se og besøge. Hjemmesidens fotos og beskrivelse af stedet blev til fulde opfyldt. Indretningen er fin, der er alt nødvendigt i køkkenet og alt er rent og pænt. Vi har virkelig nydt de 2 uger og giver stedet vores bedste anbefaling - og kommer meget gerne igen!"
Karen Marie


Kom og se fodbold i Bologna

De italienske stadions er nogle af de mest charmerende i hele verden

At opleve fodbold live i Italien er altid en helt særlig oplevelse. Som med så meget andet, gør italienerne tingene på deres måde og de italienske stadions er nogle af de mest charmerende i hele verden. De er ikke altid de mest moderne stadions, men de har deres helt eget særpræg, som gør fodboldoplevelsen rigtig italiensk.

Italiensk klubfodbold havde især sin storhedstid i 1990’erne, hvor de italienske klubber altid spillede med om titlerne i europæisk sammenhæng. Fascinationen af italiensk fodbold opstod for mange danskere i denne periode.

Når du vil til fodbold i Italien, skal du huske at der på alle billetter skal være påtrykt dit navn og du skal vise matchende billede ID ved indgangen.

At tage på fodboldtur til Italien for at se nogle af de store italienske klubber, på deres berømte stadions, er rigtigt populært hos mange danskere. Men er du på ferie i Italien, kan du også slå et smut omkring stadion og se fodbold. Selvom de italienske stadions ofte er godt fyldte, er det kun et de helt store topkampe der er udsolgt. Derfor er det typisk til at få billetter også i sidste øjeblik i Italien.

De store mest populære klubber er Inter og Milan (begge fra Milano), Juventus (fra Torino), Roma og Lazio (begge fra Rom), Fiorentina (fra Firenze) og Napoli. Af andre klubber som er værd at se kan nævnes Genoa og Sampdoria (begge fra Genova), Atalanta (fra Bergamo) og Bologna.